Kampreferat 18. oktober 2008
Afslutning med manér
Det var sæsonens, årets og formentlig også historiens sidste turneringskamp, da Johannitterne hjemme tog imod BK Skjold. Kampen blev en fryd for øjet for de fremmødte fans, der var vidne til en knusende sejr til Johannitterne på hele 8-2!
Blot 15 sekunder var spillet, da Johannitterne indledte storsejren. Efter godt presspil fra gæstespilleren Torp opsnappede Morten bolden og udplacerede sikkert målmanden. Få minutter senere var Morten på pletten igen, da han med hjælp fra overliggeren headede et afrettet indlæg fra Frede i nettet.
I den anden ende leverede Münther en stabil forsvarsindsats sammen med gæstespillerne Kevin og Kandler. Samtidig havde gæstemålmanden Søren en rigtig god dag mellem stængerne med et væld af gode fodparader. Således lykkedes det lige akkurat Johannitterne at holde føringen på 2-0 til pause.
Efter pausen indledte Johannitterne igen med højt pres på Skjold, hvilket resulterede i endnu en scoring, idet Morten fik pareret målmandens udspark og kunne let sende bolden i mål til sit første hattrick nogensinde for Johannitterne.
Men her stoppede det ikke, for kort efter lykkedes det igen Morten at få sidste fod på bolden efter suverænt oplæg fra Torp, der ellers febrilsk forsøgte at komme på måltavlen efter en sløv sæson rent scoringsmæssigt fra den fysisk stærke angriber.
I stedet blev det til endnu et oplæg, denne gang til Kandler, der var søgt med frem. Herefter udbyggede Morten føringen, hvilket bragte ham op på en delt 1.-plads på topscorerlisten med 8 mål sammen med Frede, inden Torp endelig fik hul på bylden og scorede til 7-0 på en returbold.
Johannitternes efterhånden lidt mere tilbagelænede forsvarsspil gav BK Skjold to trøstemål, hvoraf det ene blev skabt ud af ingenting, da Morten endnu engang fik sidste fod på bolden, denne gang dog i den forkerte ende i form af en afrettet bold, som Søren var chanceløs på.
Johannitterne kom også til store chancer i den anden ende, og Mathias kunne i kampens sidste minut afslutte forestillingen med en scoring fra klods hold og satte dermed punktum for kampen, sæsonen, året og ikke mindst for Johannitternes tre år lange historie.
Billedgalleri fra kampen