Kampreferat 20. september 2007
Endnu et knebent nederlag
Uheldet forfølger stadig Johannitterne. Hjemmekampen mod FC Sydhavnen bød på endnu et knebent nederlag, som med lidt held lige så godt kunne have været en sejr. Men endnu engang var de så berømte marginaler ikke på Johannitternes side, da Sydhavnen i de døende sekunder bragte sig foran med 4-3, som også blev kampens resultat.
Kampens indledning bar præg af, at de to hold skulle vænne sig til den mildest talt forfærdelige bane, der mest af alt mindede om en mudderpøl. Banen gjorde det svært for begge hold at spille sig igennem til chancer, og der kom derfor mange skud fra distancen. Samtidig foregik spillet også i et forholdsvis lavt tempo, da spillerne let hang fast i den mudrede bane.
Sydhavnen stod dog for flest chancer og kom da også fortjent foran midt i halvlegen, men kort efter var Aksel på pletten efter et fatal forsvarsfejl og kunne udligne føringen. I de sidste minutter slækkede Johannitterne gevaldigt på koncentrationen, hvilket førte til to hurtige scoringer fra Sydhavnen efter særdeles passivt forsvarsspil.
Trods en udtagelseskamp til skolefodboldholdet, som efterhånden kunne mærkes i benene hos flere af Johannitternes spillere, var optimismen stadig intakt, da 2. halvleg blev fløjtet i gang, og der gik da heller ikke længere, før den altid veloplagte gæstespiller Torp kunne reducere efter et hårdt skud fra Morten, som Sydhavnens målmand ikke kunne holde.
Selvom trætheden nu for alvor begyndte at melde sig, var det et heroisk fightende hjemmehold, der kæmpede hårdt for udligning. Og med 10 minutter igen kom forløsningen, da Torp endnu en gang var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Begge hold gik nu over til en mere anarkistisk spillestil, hvor bolden skiftevis befandt sig i det ene og det andet målfelt.
Kampen kunne tippe til begge sider. Men Sydhavnen trak altså det længste strå, og trods to enorme chancer i overtiden kunne Johannitterne altså ikke tage point med fra kampen mod FC Sydhavnen. Det ligner efterhånden en uheldig tendens, at Johannitterne ikke er i stand til at point med fra de helt tætte kampe, og en 10.-plads i tabellen vidner således ikke kun om en ringe indsats, men i lige så høj grad om, at marginalerne bestemt ikke altid har været til Johannitternes side.