Kampreferat 7. oktober 2007
Nyt hold – samme resultat!
Johannitternes stamme fra 3.y var taget på studietur med klassen, så hjemmekampen mod BK Olympia blev en sag for Kiplev og Münther, der havde fået til opgave at samle et slagkraftigt hold. Dette lykkedes efter alt at dømme fint, selvom kampen lagde ud med, at Johannitterne var en mand i undertal de første 10 minutter, idet Søren lige skulle nå at synke morgenkaffen inden han mødte op som vikarierende målmand.
Trods dette startede kampen med et enormt pres fra Johannitternes side, som burde have medført ét eller to scoringer. Men i stedet tabte den vikarierende højre back Jeppe bolden ude på kanten, og Olympia kunne med et flot langskud score til 1-0.
Herefter fortsatte Johannitternes pres dog ufortrødent, og med Søren på kassen begyndte tingene at se bedre ud. Kiplev havde et forsøg på frispark, som desværre gik lige forbi stolpen. Desuden levede Johannitterne meget på kontraspillet, hvor der konstant var tre angribere at fodre oppe foran, da det i dagens anledning var et meget offensivt orienteret hold, Johannitterne kunne stille med. Og endelig lykkedes det Otte at opsnappe en aflevering fra kiplev og gøre det til 1-1.
Der gik dog ikke længe, før Olympia kom foran igen efter et ”semi”-drop af Søren. Endnu et kontrastød var herefter opskriften for Johannitterne, da gæstespilleren Morten sendte en bold ind i boksen, som Røssell elegant fik prikket videre til Jeppe, der i bedste Jon Dahl-stil satte en inderside på bolden til stillingen 2-2.
Herefter blev tempoet og fighterviljen skruet i vejret hos begge hold, personificeret ved Kiplev, som havde én af de dage, hvor temperamentet var lige omkring kogepunktet. Et præcist og hårdt ”los” over skinnebenet og en præcis ”saks” blev desværre for Olympia overset af kampens dommer, for det kunne nemt have resulteret i et rødt kort.
Johannitternes offensive indstillingen viste sig i midten af 2. halvleg at give bagslag, idet to hurtige scoringer fra Olympia delvist lukkede kampen, især taget i betragtning af, at næsten samtlige spillere hos Johannitterne var i elendig form, og ikke mindst at de ikke havde spillet sammen før. Den eneste reelle tilbageværende forsvarsspiller var Kiplev, mens resten lidt uorganiseret var lidt over det hele.
Johannitterne formåede at lægge et rimeligt pres i slutminutterne, og Otte havde en kæmpe chance for at bringe Johannitterne på 3-4, men den blev misbrugt på det skammeligste. I stedet blev det på en dødbold, at reduceringen skulle falde, da Røssell slog et fladt og hårdt indlæg på tværs som i bedste Zlatan-stil blev rettet af med hælen af Otte.
Johannitterne havde stadig otte minutter til at hente Olympia, og der blev presset for fulde gardiner. To kæmpe chancer kunne lige så godt have endt i kassen, men desværre endte de lige ved siden af. Trods et helt nyt hold, viser Johannitterne endnu engang, at heldet og marginalerne ikke er på deres side!