Kampreferat 22. august 2007
Gode takter trods nederlag
Det var et ærgerligt Johannit-mandskab, der kunne gå fra banen med er nederlag på 3-2 til KB efter en ganske underholdende fodboldkamp – både i kraft af to godt spillende mandskaber, men i lige så høj grad pga. den hidtil mest imponerende udeholdfraktion på Engen. KB’s supportere tændte både op for romerlys og sang slagsange, så stemningen på lægterne var i top.
Lige som i sæsonpremieren kom Johannitterne bagud trods spillemæssigt overtag, men endnu engang fik holdet udlignet – denne gang efter en smart aflevering af Kiplev på et frispark tæt ved mål, som Aksel flot fik sendt i mål. Der skulle dog ikke gå lang tid, før udeholdets tilhængere igen fik anledning til at tænde op i deres medbragte romerlys, og KB fik udbygget føringen til 3-1, selvom de var en mand i undertal, som følge af en svinsk tackling på Kiplev, som dommer Hessel korrekt takserede til gult kort.
Herfra overtog Johannitterne det fulde initiativ, og skabte i den sidste fjerdedel af kampen den ene store chance efter den anden. Men selvom det lykkedes Aksel at pynte på resultatet, kunne KB rejse hjem med en kneben sejr på 3-2 i bagagen. Trods to nederlag i de første to kampe er der dog stadig optimisme at spore hos Johannitterne, der nu kan se frem til at få Hansen tilbage mellem stængerne. I kampen mod KB deltes Krede og Morten om posten, hvilket igen medførte lidt for lette mål til modstanderen. Men det skulle gerne være slut nu!