Sæsonen
Vanvittigt resultat på Kløvermarken
Andet besøg på Kløvermarken i indeværende sæson medførte endnu et nederlag for Johannitterne, om end kampens forløb var noget anderledes. Måltavlen viste 4-0, da dommeren fløjtede kampen af, hvilket var totalt misvisende efter en meget lige kamp, som Johannitterne burde have vundet sikkert.
Kampen var præget af en elendig bane, der gjorde det svært for begge hold at kombinere sig rundt, og kampen blev da også usædvanlig chancefattig. Af større chancer bød 1. halvleg på seks fra Johannitterne og kun to fra CIK, og rent spillemæssigt havde Johannitterne også overtaget. Men ind ville bolden altså ikke, og så måtte holdene gå til pause til stillingen 0-0.
2. halvleg begyndte, hvor 1. halvleg slap, med to større chancer til Morten, der dog hverken havde held og dygtighed til at få bolden forbi modstanderens kompakte forsvar. Til gengæld kunne CIK kort efter fejre en scoring efter et hurtigt udspark fra målmanden og en halvsvag opdækning. 10 minutter senere blev føringen øget til 2-0 efter skandaløs opdækning af Johannitterne ved et hjørnespark.
Trods massivt pres lykkedes det ikke Johannitterne at reducere føringen, hvorimod CIK fik scoret yderligere to mål i slutminutterne som konsekvens af Johannitternes offensive satsning, og ikke mindst den stigende frustration. 4-0 var altså set med neutrale briller en flere mål for stor sejr, og det bliver svært for Johannitterne at rejse sig igen oven på denne resultatmæssige katastrofe.