Kampreferat 17. juni 2006

En målrig sæsonafslutning

I årets sidste kamp havde 6 af Johannitternes stamspillere prioriteret en målfattig TV transmission af VM kampen mellem Portugal og Iran. De gik dermed glip af sæsonens sidste hjemmekamp, der endte i en ren målfest. Desværre med 1-10 Husums favør.
I mangel af stamspillere, måtte der igen trækkes på de velkendte gæstespillere. Hessel, Sebastian som markspillere og Scheels bror i buret. Som dommer stod valget mellem pressechef Kristian Vest og den ene af dagens hjemmeholdssupportere Karsten Vest Nielsen. Da førstnævnte tidligere havde overværet mere end en fodboldkamp accepterede spillerne Kristian Vest som dommer.

Johannitterne startede som vanlig i fin stil. Og det var helt tilfældigt at Husum allerede efter 7 minutter lavede kampens første mål.


Umiddelbart efter den første scoring indtraf en episode, som kan have været medvirkende til påvirke koncentrationen på det ikke sammenspillede hold. En løbsk - om end lille hund - valgte at deltage i spillet. Dommeren, der som nævnt, ikke var alt for erfaren og i øvrigt uden fløjte, forsøgte at udvise hunden. Men hunden ignorerede helt det røde kort. Hverken hjemmeholdet eller Husum havde tilmeldt hunden, der også var uden nummer. Hunden kom til sidst ud, men da havde kampen været afbrudt i adskillige minutter.

Den løbske hund nægter at modtage dommernes røde kort, og løber rundt på banen indtil en Husumspiller endelig fanger den.


Dagens hjemmebane på Engen var en af de korte af slagsen. Dette burde give en teknisk fordel til et reservespækket og ikke alt for konditionsstærkt Johannitterhold. Men desværre betød den korte bane, at Johannitterne havde svært ved at holde formationerne i det organiserede angrebsspil. Bagerste forsvar, midtbane og angreb flød til tider helt sammen på den korte bane og det kneb med at holde de lange stik op ad banen indenfor stregerne.
Efter 15 minutter scorede Husum til 0 -2 uden chance for Johannitternes målmand. Det blev indledningen på en lidt ufortjent række af scoringer. Resultatet ved halvleg var et nedslående 0 - 6.

Johannitterne benyttede pausen til at omstrukturere holdopstillingen i håbet om at kunne vinde anden halvleg. Desværre havde omrokeringerne kun ringe effekt.


I anden halvleg kom Mathias von Jessen på mål. Han gjorde et udmærket job, og på et tidspunkt formåede han at lave 6 redninger på under et minut. Næsten samtlige af banens spillere havde klumpet sig sammen foran Johannitternes mål, og Husum brændte den ene målchance efter den anden før bolden til sidst blev skudt ud over baglinjen.

Målmand Mathias von Jessen formår på mirakuløs vis at holde bolden ude af målet under et meget sammenklumpet angreb.


Johannitterne kunne dog afslutte kampen med værdigheden i behold. Gæstespilleren Sebastian nåede i kampens 3. sidste minut at ændre resultatet til 1-10. På trods af ringe erfaring demonstrerede flere gange sin overlegne kondition. Som en udvidelse til Johannitterne kan vi nok regne med at se ham som fast spiller til næste sæson.

En Husum-helflugter fløj forbi målet og lige ind i solar plexus på den ene af Johannitternes 2 tilskuere.


Efter kampen var der tid til evaluering af sæsonen. Sportschefen og den øvrige ledelse lagde ører til flere gode input fra de fremmødte spillere.
Det var den generelle vurdering, at Johannitterne havde en god sæsonstart. Men det er langsomt gået tilbage. Flere nederlag, faldende tilskuerantal og manglende spillerfremmøde. Især det sidste har i den grad påvirket resultaterne. Det var første sæson nogensinde for Johannitterne. Hver gang har Johannitterne stillet med tilstrækkeligt mandskab - også selvom der måtte lånes spillere udefra.
Klubben går næste sæson i møde flere erfaringer rigere. Spillerne bad om at truppen blev udvidet. Flere spillere ønskede også regelmæssig ugentlig træning - minimum i form af konditionstræning. Det vil også styrke holdfølelse og sociale relationer. Klubbens ledelse har noget at tænke over.
Et er dog sikkert. Det et klart bedre hold Johannitterne stiller med efter sommerferien.


Retur til foregående

Featured spillerprofil

Morten

Topscoreliste

  • Frede: 8
  • Morten: 8
  • Mathias: 1
  • Aksel: 1

Sidste kamp

Turnering
Johannitterne - Bk. Skjold
Lørdag d. 18/10 kl. 11.00
Engen

Forrige kamp

Turnering
Amager FF - Johannitterne
Lørdag d. 11/10 kl. 11.00
John Tranums Alle